På jagt efter dit LGBT+ fællesskab i København? Start her...

LGBT+ miljøet i København er meget mere end barer og fester – og der findes mange veje ind i det.

Her er vores guide til at finde de fællesskaber, steder og oplevelser, der passer til dig.
Ny by. Nyt land. Ny identitet. Eller bare lyst til nye mennesker i dit liv?

Der kan være mange grunde til at lede efter en vej ind i LGBT+ miljøet i København.

Du er lige flyttet hertil fra Jylland. Du er expat fra den anden side af verden og kender tre mennesker i byen (der også er expats). Du er lige sprunget ud som 40-årig.

Eller måske er du hverken ny i byen eller miljøet – og savner egentlig bare noget nyt i dit liv. Noget andet end de steder og mennesker, du kender i forvejen.

Uanset udgangspunktet kan det være overraskende svært at vide, hvor man skal begynde.

LGBTQ+ miljøet i København er ikke ét miljø. Det består af sportsklubber, små sociale fællesskaber, kulturinstitutioner, foreninger, middage, frivillighed, barer, fester og grupper for mennesker, der deler bestemte erfaringer.

Så spørgsmålet er måske ikke kun: Hvor går man hen?

Men ligeså meget: Hvad passer egentlig godt til mig?

Her er nogle steder at starte.

Hvis du gerne vil være en del af et fast fællesskab

Hvis du gerne vil lære en gruppe mennesker at kende over tid, er foreningslivet et oplagt sted at begynde.

Pan Idræt er Danmarks største idrætsforening for LGBT+ personer med mere end 2.000 medlemmer og over 25 idrætsgrene. Her finder du alt fra badminton, fodbold og tennis til løb, dans og dodgeball.

Og pointen er ikke kun motion. Pan Idræt fremhæver selv venskaber, fællesskab og sociale arrangementer som en central del af foreningen.

Det interessante ved et fast fællesskab er, at du ikke skal nå det hele første gang. Du møder mange af de samme mennesker igen på næste tirsdag – og tirsdagen efter.

 

✅ Godt til dig, der: Gerne vil have et tilbagevendende fællesskab og lære mennesker at kende over tid.

Hvis du gerne vil møde dem, der deler dine erfaringer

Nogle gange leder man ikke bare efter andre LGBT+ personer, men snarere nogen der forstår en bestemt del af ens egen historie og identitet.

Er du eksempelvis sprunget ud senere i livet, findes Homo med Forsinkelse for både mænd og kvinder. Her mødes man med andre, der står – eller har stået – i nogle af de samme overvejelser om udspring, relationer, familie og om at skabe et nyt socialt liv.

For transpersoner, nonbinære og kønsdiverse er TRANSIT et sted at starte.

Sabaah skaber fællesskaber og sociale aktiviteter for LGBT+ personer med minoritetsetnisk baggrund.

Måske leder du efter andre, der deler din seksualitet. Bi+ gruppen mødes eksempelvis månedligt, mens LÆSbisk LÆSEklub samler lesbiske omkring litteratur. Der findes også grupper og aktiviteter for blandt andre LGBT+ mænd, unge og seniorer.

Et godt sted at gå på opdagelse er LGBT+ Medborgerhuset og LGBT+ Danmarks aktivitetsoversigt. Medborgerhuset er ikke et sted, man bare dropper ind fra gaden, men kalenderen samler mange forskellige grupper og arrangementer.

Du behøver med andre ord ikke nødvendigvis finde hele miljøet.

Nogle gange er den bedste vej ind et mindre fællesskab, hvor I allerede har noget til fælles.

 

✅ Godt til dig, der: Søger mennesker, som deler dine erfaringer og identitet – eller gerne vil begynde i et mindre og mere specifikt fællesskab.

Hvis du gerne vil mødes om forskellige, sociale aktiviteter

Måske leder du hverken efter en sportsklub, aktivisme eller en fest til klokken fem om morgenen.

Du vil egentlig bare gerne møde nogle rare mennesker og lave noget hyggeligt sammen.

Det findes også.

Rainbow CPH er et socialt Meetup-fællesskab for LGBT+ personer, hvor aktiviteterne kan være alt fra brætspil og museumsbesøg til mad, bøger, picnic og drinks.

Gruppen beskriver selv tilbuddet som relevant, både hvis du er ny i byen, vil udvide din omgangskreds eller bare gerne møde nye mennesker.

Det kan være en rar mellemvej mellem det faste foreningsliv og de store events: Man vælger de aktiviteter, man har lyst til, og mødes i mindre sociale sammenhænge.

 

✅ Godt til dig, der: Helst møder mennesker omkring uformelle, mindre aktiviteter uden at binde dig til et fast ugentligt hold.

Hvis du er klar til en social oplevelse med et strejf af eventyr

Der findes også de ting, som kan være lidt sværere at putte i en kasse.

Rainbow Dinner er én af dem.

Forestil dig et socialt arrangement, der ligner en krydsning mellem speed-dating i slowmotion, ”Til middag hos…” og skattejagt for voksne 😅

Du får en rejsemakker og bevæger dig gennem København til tre private hjem, hvor I spiser forret, hovedret og dessert med nye mennesker ved hvert bord – og selv står for én af retterne.

På én aften møder du mindst 18 nye regnbuemennesker. Og Rainbow Dinner er ikke kun tænkt som en sjov aften: I en undersøgelse blandt tidligere deltagere svarede 6 ud af 10, at de har fået nye relationer ind i deres liv ved at være med.

Måske hænger det sammen med, at vi ikke bare smalltalker med fremmede – vi laver mad sammen, bevæger os gennem byen og deler oplevelsen undervejs.

Det er i øvrigt Rainbow Dinner, der står bag denne guide – så tag vores begejstring med et passende gran salt 😅

✅ Godt til dig, der: Gerne vil møde nye mennesker – med en god chance for, at nogle af dem kan blive til nye venskaber.

Hvis du gerne vil mærke queer kultur – og lidt københavnerhistorie

Nogle steder er mere end bare steder.

Bøssehuset på Christiania har været en central del af det københavnske homo- og queer-miljø i årtier og fungerer stadig som kulturhus med koncerter, shows, arrangementer og fester.

Hvert år afholder huset blandt andet sin store sommerfest med show og fest, og ved de månedlige Stormandagsmøder kan alle komme med idéer og være med til at skabe aktiviteter i huset.

Det er med andre ord både et sted, hvor du kan opleve miljøet – og et sted, hvor du kan blive en del af det.

 

 ✅Godt til dig, der: Er nysgerrig på queerkultur, historie og den lidt mere skæve side af København.

Hvis du vil feste og mærke LGBT-nattelivet

Der er selvfølgelig også den klassiske vej: Nattelivet.

København har LGBT+ barer, klubber, dragshows, fester og pop-up-events – og hvis du gerne vil mærke energien i miljøet, er nattelivet stadig en oplagt indgang.

En lidt anderledes variant er Gay Pop-Up, som med jævne mellemrum overtager klassiske brune værtshuse og forvandler dem til LGBT+ værtshuse for en aften. De fleste Gay Pop-Ups finder sted i København, men indimellem rykker festen også til andre dele af landet.

Hvis dit primære mål er at få nye venner, skal du dog være forberedt på selv at tage lidt initiativ. Mange kommer til fester, barer og natklubber med mennesker de allerede kender – og en fyldt bar gør ikke automatisk fremmede til nye venner.

Vil du holde øje med, hvad der sker i byen, fungerer Woof Copenhagen på Instagram som en slags løbende opslagstavle og kalender for LGBTQ+ events og fester.

 

✅ Godt til dig, der: Elsker en god fest, spontanitet og gerne selv tager initiativ til at falde i snak med nye mennesker.

Hvis du gerne vil engagere dig – og samtidig lære mennesker at kende

Der er også en vej ind, som kan være nem at overse: Bliv frivillig.

Copenhagen Pride drives i høj grad af frivillige, både omkring deres store events og i organisationen bag. Pride fremhæver selv muligheden for at møde nye mennesker og skabe nye venskaber som en del af, at være volunqueer.

Også Bøssehuset, foreningerne og andre dele af LGBT+ miljøet lever og fungerer, fordi frivillige regnbuemennesker giver en hånd med.

Fordelen er ret enkel: Du har en allerede rolle, en opgave og mennesker omkring dig, som du skal løse noget sammen med.

 

✅ Godt til dig, der: Gerne vil bidrage med noget og samtidig blive en mere aktiv del af miljøet.

Stadig i tvivl om, hvor du skal starte? Det er helt okay.

Du behøver ikke vælge den aktivitet,  som du forestiller dig, at “de rigtige LGBT+ mennesker” går til.

Start dér, hvor det mest føles som noget for dig.

Hvis du elsker badminton, så begynd dér.

Hvis du godt kan lide hyggen og fællesskabet i mindre grupper, så start med brætspil, museumsbesøg eller Rainbow Dinner.

Hvis du vil danse på et bord til klokken fire om morgenen, findes der mange muligheder for det.

Og hvis det første sted alligevel ikke føles som det rigtige for dig? Så prøv et andet.

 

Der findes ikke én rigtig dør. Der findes mange.

Du skal bare finde din.

Dette website bruger cookies. Ved at bruge sitet, accepterer du vores brug af cookies.  Læs mere